Om at være nyopereret, træt, hævet, at savle i tide og utide og have de vildeste humørsvingninger

HOLD NU  det er længe siden jeg har været i gang her på bloggen. Jeg ved simpelthen ikke hvor tiden er blevet af, men forsvundet siden det var 2016 er den. Der er sket en del siden sidst, jeg er bl.a. flyttet i en kæmpe stor lejlighed inde på gågaden som jeg overtog fra min kollega da hun flyttede i hus. Jeg skal nok få vist billeder af den inden længe.

Ellers har den ene uge bare taget den anden, og pludselig blev det tid til at jeg skulle opereres. Dem der kender mig ved at jeg har gået med bøjle på det sidste års tid, fordi jeg skulle opereres i min kæbe. Det blev jeg så i tirsdags på Esbjerg Sygehus. Jeg blev indlagt mandag aften, og så kørt til operation tirsdag morgen ved halv ni tiden. Jeg kan ikke huske ret meget, men det tog næsten hele dagen, for da jeg blev vækket inde på operationsstuen igen nåede jeg lige at se et glimt af uret der stod på 15.30. Herefter blev jeg kørt på opvågningen og var der indtil tidligt onsdag morgen. Natten på opvågningen var på den ene side ret så frygtelig og på den anden side er den som væk i en tåge. Jeg havde for det første ingen linser i, så jeg var praktisk talt blind og kunne bare se de her omrids af sygeplejersker der for rundt og hældte vand i mig, skiftede is, målte mit blodtryk og gav mig smertestillende. Det var egentlig ikke fordi jeg havde så mange smerter, men i og med at de havde opereret mig både i overkæben og underkæben, og rykket på begge, var og er jeg ret så hævet og helt følelsesløs i  en stor del af mit ansigt. Det er som om at natten på opvågningen både gik hurtigt og langsomt. Jeg havde nærmest en ud af kroppen oplevelse og lå egentlig bare og faldt ind og ud af bevidsthed helt indtil jeg blev kørt op på afdelingen igen næste morgen.

Onsdag og torsdag var nogen ret lange dage, da jeg egentlig bare lå og havde ikke rigtig overskud til at se fjernsyn eller lave noget, men var heller ikke helt træt nok til at sove hele tiden. Mine forældre kom og kiggede til mig onsdag aften og min mor igen torsdag aften, hvor jeg havde det rigtig skidt. Man kan ofte gå hen og få det skidt på 2. dagen og det skal jeg lige love for jeg havde. Da min mor kom omkring sen eftermiddagstid havde jeg fået en kvalme der ikke rigtig ville gå væk. Jeg havde nærmest ingen appetit hele den tid jeg var indlagt og spiste næsten intet, så torsdag nat fik jeg er drop med en liter sukkervand, så da jeg vågnede fredag var jeg i bedring. Det var også fredag jeg fik lov og komme hjem, dog ikke hjem til mig selv, men hjem til min mor og far. Jeg er stadig utrolig hævet i mit ansigt, jeg har ingen følelse i området omkring næsen, en del af kinderne, læberne og hagen. Derfor er det også ekstra besværligt at spise, og jeg har hele tiden en lille klud ved siden af mig, da jeg ikke kan mærke om jeg sidder og savler. Og det gør jeg lidt, hvis jeg sidder med hovedet lidt for meget ned ad.

Jeg skal spise flydende og blød mad i de næste 6 uger, og så er det altså bare lidt mere besværligt at finde noget jeg har lyst til. Jeg har fået lidt mere appetit efter jeg er kommet hjem, men spiser stadig ikke alverden. Det skulle gerne blive nemmere i takt med at hævelsen falder, men når man er så utålmodig som jeg er, så kan det godt blive nogle lange dage. Jeg er sulten hele tiden, men har ikke rigtig lyst til noget når det kommer til stykket, og så alligevel så savner jeg mad som aldrig før. Jeg har lyst til alle mulige ting jeg ikke kan få, men sådan er det vel altid.

Det er uden tvivl noget af det mest trælse jeg nogensinde har været udsat for, og det kommer til at fortsætte lidt endnu, desværre. Jeg håber dog hævelsen falder i løbet af den næste uge, så jeg kan komme lidt tættere på en normal hverdag igen.